Fremtidens klima bliver voldsommere og dermed hårdere ved landets kyster. Klimascenarierne viser, at havet vil stige, og der vil komme mere regn. Det betyder, at oversvømmelser vil forekomme oftere, hvis ikke vi gør noget. Vor kyststrækning er i evig forandring, men vi er nødt til at dæmme op for, at forandringerne medfører konstante indhug i kystlinien. Det er nødvendigt at sikre vor værdifulde kyst via bølgebrydende høfder, sandfodringer eller andre forebyggende tiltag. Er du i tvivl om nødvendigheden? Tag et kig på de eksempler, som findes længere nede af vestkysten, hvor fyrtårne, sommerhuse og hele bysamfund er på vej eller allerede er faldet i havet. Vi skal stå sammen om at sikre Gl. Skagens kyst!
Kystbeskyttelseslagets formål er at drive og vedligeholde det anlæg på i alt 25 høfder, der er anlagt på en ca. 3.350 meter lang kyststrækning for at beskytte de bagvedliggende arealer og bebyggelser.
Lagets formål er tillige at sikre de rekreative værdier på kyststrækningen, herunder ved medvirken til opsætning af faskiner med fyrris, beplantning af klitter med hjelme, fjernelse af ral fra stranden og lignende tiltag for at bevare det kreative miljø. Laget søger i denne forbindelse opnåelse af eventuelle relevante tilladelser.