Posted by Bestyrelsen on 13. november 2024
Kære alle medlemmer,
Først og fremmest velkommen til de nye medlemmer, der i kommet i Foreningen som følge af sammenlægningen med Grundejerforeningen Gl. Skagen.
Vi vil gøre alt for at indfri de forventninger I måtte have omkring foreningens arbejde.
Den nye bestyrelse har fordelt opgaverne mellem sig, og der vil blive taget ligelig vare på alle opgaver, der tidligere lå i Grundejerforeningens regi og på Kystlagets traditionelle opgaver.
Traditionen med Sankt Hans bål bliver naturligvis fastholdt, og vi kan allerede nu annoncere, at næste års Generalforsamling bliver torsdag, den 24. juli kl.13:00 på Color Hotel.
Høfderne
Kort opsummeret havde vi i foråret 5 års gennemgang af høfderne, og vi måtte konstatere, at de næppe lever op til kravet om 50 års levetid.
Funktionaliteten er sådan set god nok, idet høfderne som forventet samler sediment ( sand og ral ) ind og bidrager til opbygning af strandprofilet. Opsamlingen starter hvor bølgerne når frem til de første høfder, hvilket vil sige høfderne ud for Højen Klit, idet fremherskende børgeretning fører materialet i retning af Grenen.
Vi ser, at de første høfder sydvest for byen er helt dækket med opsamlet sand og stranden er blevet ganske bred.
Dette følger fuldstændig teorien om, hvordan høfder virker – og i løbet af et par årtier vil opsamlingen ske over hele strækningen op til Højen Fyr, hvor sidste af de 25 høfder kommer.
Dette er desværre lidt et kapløb med tiden, idet hastig ændring af klima-og vejrforhold betyder øget pres på kysten, og vi ser, at fra vendepladsen ved Niels Ottesens Vej/Havbakken og videre mod Højen Fyr bliver stranden faktisk smallere, og klitterne er flere steder under pres.
Frederikshavn kommune var under flere møder i forbindelse med 5 års gennemgangen helt på det rene med, at en høfderenovering og -forstærkning er påkrævet, men da vi i august fik beløb på bordet, kunne embedsværket i kommunen ikke længere tage beslutning i sagen.
Vi måtte derfor aktivere det politiske niveau og har siden haft udvalgsformændene Karsten Thomsen og Peter Nielsen til møde i Skagen. Førstnævnte blev i øvrigt kort efter konstitueret som borgmester.
Der var ret stor forståelse for problematikkerne, og der blev straks sat møde op med direktionen, samt de medarbejdere, der har været involveret i processen.
Vi er nu enige med kommunen om at arbejde frem mod et såkaldt kapitel 1a projekt, hvilket er betegnelse for et kommunalt fællesprojekt, hvor staten bidrager fra kystpuljen.
Målet er at gennemføre alle analyser og tilvejebringe al nødvendig dokumentation, så vi kan ansøge i foråret 2025, hvorefter tildeling kan forventes omkring oktober 2025.
Der er naturligvis en vis bekymring for, om vi får det ønskede tilskud, idet Statens Kystpulje i 2024 var aldeles utilstrækkelig i forhold til behovet, men vi tror, den generelle forståelse for at vore kyster er under kraftigt stigende pres, vil medføre større puljer fremover.
Hvis vi får bevilling, vil Statens andel forventeligt være 50 % af udgiften, og de resterende 50 % vil derefter skulle fordeles mellem kommune og lodsejerne, hvilket vil sige Kystbeskyttelseslaget.
Med udgangspunkt i samme fordeling, som da høfderne blev etableret ( 2/3 kommune – 1/3 Kystbeskyttelseslag ) vil vi have økonomi til projektet.
Det skal dog siges, at Frederikshavn kommune efter overtagelse af en milliard stor gæld fra havnen har skåret det samlede anlægs- og investeringsbudget ned til mellem 80 og 90 millioner pr år de følgende år, og det beløb skal dække alt i hele Frederikshavn kommune fra skoler, institutioner, ældrehjem, idrætsfaciliteter, kystsikring osv. osv., så det bliver en kamp at få uændret fordelingsnøgle. Der skeles lidt til Hjørring kommune, hvor lodsejerne og kommunen flere steder har aftalt 50/50 fordeling.
Det skal derfor ikke være usagt, at vi frustreres over, at der stadig er mellem 100 og 200 lodsejere, som ikke bidrager til Kystbeskyttelseslaget – når man ser, hvordan klimaforværring sætter kysterne under pres alle vegne, burde det være en selvfølge for alle lodsejere i Gl. Skagen, at man gerne bidrager med et kontingent på 700,- kr./år for at have styr på forholdene hos os.
Vi er overbeviste om, det er godt for alle vore ejendomsværdier, at Gl. Skagen ikke kommer i medierne som udsat område, hvor huse oversvømmes eller falder i havet.
Bemærkningen er medtaget, da vi gerne ser, at medlemmer opfordrer ikke-medlemmer til at overveje endnu en gang.
Vi har hørt argumenter om, at ”det er ikke lige foran os, der gøres noget” eller at ”det er primært foran byen, at pengene bruges”, men vi kan garantere for at vi har blik for hele strækningen fra Fellen i Sydvest til Højen Fyr i nordøst.
Det er primært fra vendepladsen ved Niels Ottesens Vej/Havbakken og i retning Højen Fyr, vi har udfordringer nu, og det er primært på den strækning, der vil blive brugt mange midler. Ikke kun til høfder, men også til klitpleje.
Klitpleje
Vi er på den årstid, hvor vi sædvanligvis gennemfører en runde klitpleje.
Generelt kan siges, at vore klitter er i fin form.
Det er primært ved overgangene samt på stejle flader, hvor havet har taget af klitten, vi ser behov for opsætning af lodretstående fyrris og for afdækning med ris.
Vi afventer fortsat kommunens tilladelse til tilføring af sand ved rampen, som har vist sig at være et meget sårbart sted. Emnet var netop på dagsordenen på sidste møde med kommunen, men alligevel må vi påregne, det først sker efter nytår.
Der vil som en forsøgsordning blive afholdt strandrensning lørdag den 31. maj – mødested er solnedgangskiosken kl. 10.
Vi låner traktor, vogn og nogle redskaber af kommunen og regner med det tager max et par timer, hvorefter vi får en sandwich og en øl/vand.
Mere herom senere.
Hirtshals Havn
For at gøre en lang historie kort, kan vi fortælle, at Hjørring kommune har fået kolde fødder omkring den planlagte udvidelse, der vil kræve en investering på ca. 1,5 mia. kr.
Havnen havde i 2023 en omsætning på 84,2 mio. kr. og et nettoresultat på 9,3 mio. kr., og det niveau kan jo slet ikke dække en investering på 1,5 mia. kr.
For os betyder opbremsningen, at vi ikke kan sammenkæde kravet om fuld bypass med tilladelse til en udvidelse, da udvidelsen måske slet ikke kommer. Man skal huske, at allerede i dag er molerne så store, at der er tale om en blokering af den nordgående sediments vandring.
Vi har derfor sat en advokat med speciale i det miljøretslige område til at forlange fuld bypass allerede i dag med henvisning til, at de VVM undersøgelser, som havnen har gennemført, viser at havnen forårsager en manko i sandbalancen på over ½ mio. kubikmeter sand om året.
Hverken vi i Kystbeskyttelseslaget Gl. Skagen eller de lokale vejlaug/grundejerforeninger i Tversted, Kjul, Skiveren, Kandestederne er klageberettiget, så der er forslag fremme om, at danne en bred forening ( fx Beskyt de nordjyske kyster ), som vil kunne varetage sagen, hvis det bliver nødvendigt at gå via klagenævn.
En sådan løsning lige ovenpå, vi har lagt to foreninger sammen, ville naturligvis være stærkt uønsket, og vi ser det kun som en sidste udvej.
Måtte det blive nødvendigt, vil vi forsøge en opbygning, hvor kun vejlaug, grundejerforeninger og hos os Kystbeskyttelseslaget er direkte medlemmer, således at vi ikke ulejliger den enkelte lodsejer.
Mere herom senere, hvis det kommer så vidt…
Slutteligt vil vi gentage, at bestyrelsen naturligvis står til rådighed for medlemmerne, så send gerne en mail eller giv et kald, hvis I har noget på hjerte 😊
På bestyrelsens vegne
Svend Erik Kristensen
Formand
Vær den først til, at kommenterer.