Posted by on 6. september 2020

For få betaler til kystbeskyttelsen i Gl. Skagen

OPFORDRING

Formand for Kystbeskyttelseslaget Svend Erik Kristensen er nu med generalforsamlingens opbakning klar til at udsætte dem, der ikke vil bidrage til kystsikringen, for et socialt pres. Foto: Kim Dahl Hansen

Foreningen Kystbeskyttelselaget Gl-Skagen vil nu skærpe indsatsen over for dem, der undlader at bidrage til, at deres sommerhus er i sikkerhed mod havets rasen.

Gl. SKAGEN: – Vi ved, hvem der ikke vil bidrage til kystbeskyttelsen i Gl. Skagen. Det er sommerhuse i alle prisklasser, også de allerdyreste. Og nu har vi på generalforsamlingen i Kystbeskyttelseslaget besluttet at skærpe indsatsen.

Så klar i mælet er formanden for Kystbeskyttelseslaget Svend Erik Kristensen, mens han viser, hvad de 216 sommerhusejere, der har bidraget til kystsikringen igennem medlemsskabet af Kystbeskyttelselaget har fået for pengene.

– Første fase fra Rævhulevej til Højen Fyr er nu gennemført. Der er ny 25 høfder, som vi skal vedligeholde.

Den kystsikring, som nu er gennemført består af 25 høfder. Foto: Kim Dahl Hansen.

Samtidig mangler vi stadig at få lavet en skråningsbeskyttelse på den mest udsatte del af strækningen, som Kystbeskyttelseslaget skal finansiere, forklarer Svend Erik Kristensen.

Der skal laves en hård kystsikring af klitterne med store sten. Foto: Kim Dahl Hansen

Etableringen af nye høfder samt forlængelsen og forstærkning af de gamle høfder er betalt af Kystbeskyttelseslaget og Frederikshavn Kommune. Sommerhusejerne har betalt halvdelen og kommunen den anden halvdel.

– I alt har vi siden 2015 samlet næsten seks millioner kroner ind ad frivillighedens vej. Problemet er, at kun 60 procent af de sommerhusejere, som kommunen og vi er enige om skal bidrage, har valgt at betale, forklarer Svend Erik Kristensen.

– Og de ved godt, de skal betale, for vi har husstandsomdelt flyverblade tre gange.

Som sommerhusejer skal man betale et éngangsbeløb ud fra hvor tæt man bor på stranden og den offentlige ejendomsværdi. Husene er placeret i tre zoner. Zone 1: Under 100 meter til stranden,  Zone 2: 100-300 meter til stranden og mere end 300 meter, zone tre. Det gennemsnitlige bidrag for sommerhusene tættest på stranden er 29.000 kroner, zone 2 er 5.600 kroner og i zone 3 er det gennemsnitlige bidrag 4000 kroner. Dertil kommer et årligt kontingent til Kystbeskyttelseslaget på 350 kroner.

– Og vi, der bidrager er skuffet over, at andre lader naboerne betale. Har man et sommerhus i millionklassen burde man have råd til at betale, lyder det fra Svend Erik Kristensen, som kan se af medlemslisten at der er folk, der kører frihjul i alle kategorier af sommerhuse.

– For nogen sommerhusejere handler det om en principiel modstand mod at betale, for hvad de mener er en offentlig opgave. Andre står måske i salgstanker. Men der er altså desværre en stor del, der mener at pengene ligger bedst i deres egen lomme…..

Han tilføjer, at Gl. Skagen er landets dyreste sommerhusområde.

– Vi har dermed nogle store værdier at beskytte, og havet har de sidste 12-14 år taget i gennemsnit halvanden meter af kysten om året.

– Hvis ikke vi får flere til at bidrage, må vi sætte kontingentet op for vores medlemmer.  Det var kommunens krav for at gennemføre kystbeskyttelsen, at vi husejere foretager denne vedligeholdelse, og den skal ske via vores forening Kystbeskyttelseslaget.

Flere sommerhusejere har bemærket, at nye høfder langsksyten allerede har betydet, at stranden nogle steder er blevet en anelse fladere. Foto: Kim Dahl Hansen.

Spørgsmålet er, hvad Kystbeskyttelseslaget kan gøre for at få de sidste 40 procent af husejerne til at betale for kystsikringen?

– Man kunne forestille sig en officiel medlemliste på hjemmesiden. Det må vi dog kun, hvis medlemmerne bekræfter at de må fremgå af listen. Vi kunne også lave et mærkat til postkassen med en tekst ´a la ”Vi støtter kystsikringen”. Den mest effektfulde sociale pres vil være at turde sige det lige ud til nogen, at det er for dårligt, de ikke betaler, når de har glæde af kystbeskyttelsen.

Svend Erik Kristensen påpeger, at kysten fortsat er sårbar ved storm og højvande. Derfor skal de i gang med at sikre klitterne på den mest udsatte strækning fra Trane Klit og ca 350 m mod nord ved lægge store sten ud på fiberdug og dække dem til med sand. En såkaldt hård kystsikring.

– Vi så i februar 2020, hvordan der blev spist en halv meter af de nye klitter omkring Solnedgangspladsen og lidt længere nord på ved vendepladsen på Niels Ottesens vej/Havbakken forsvandt der mindst et par meter her blandt andet nedkørslen til stranden.

– Projektet om hård kystsikring vil koste omkring 4 millioner kroner, hvoraf mere end 600.000 kroner vil komme fra Kystbeskyttelseslaget resten bliver finansieret via separate medlemsbidrag og kommunale midler, siger Svend Erik Kristensen, der satser på at have udbudsmaterialet klart i september.

Artikel bragt i Skagen:Onsdag d. 2/9-2020

Link til artiklen på Skagen:Onsdag https://skagenonsdag.dk/nyheder/for-faa-betaler-til-kystbeskyttelsen-i-gl-skagen/c245c8b7-d144-4f0c-9fa9-b439983aa0ac

Kilde, Marianne Isen
marianne.isen@nordjyske.dk
Posted in: Sidste nyt

Kommentar

Vær den først til, at kommenterer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*